En ti uger lang antibiotikakur hjælper patienter, der fortsat har symptomer efter en borreliainfektion. Det viser en undersøgelse
offentliggjort i tidsskriftet Neurology.
Nogle patienter, der får den flåtbårne sygdom borreliose, får vedvarende neurologiske symptomer. Både deres fysiske og kognitive funktioner kan blive reduceret, og patienterne kan blive ramt af smerter og svær træthed.
I undersøgelsen indgik 37 borreliosepatienter, der havde fået en standardbehandling med tre ugers intravenøs antibiotika. På trods af behandlingen havde de fortsat symptomer på sygdommen, bl.a. nedsat hukommelse. Patienterne blev ved lodtrækning fordelt til enten yderligere intravenøs antibiotikabehandling i ti uger, eller placebo. Desuden indgik 20 raske kontrolpersoner for bedre at kunne sammenligne resultater af neuropsykologiske test.
To uger efter behandlingen var afsluttet, havde de patienter der havde fået antibiotika signifikant bedre resultater end placebogruppen, når deres kognitive funktioner blev testet. Blandt de patienter, der havde de sværeste symptomer ved undersøgelsens start, havde behandlingen også positiv effekt på smerter, træthed og fysisk funktion. Tre måneder efter behandlingens afslutning vedblev forskellen mellem grupperne, hvad angår smerte og fysisk funktion, hvorimod der ikke længere var forskel på kognitive problemer og træthed. Den langvarige antibiotikabehandling betød, at
næsten hver femte patient fik alvorlige bivirkninger af den intravenøse behandling. Forskerne mener derfor, at selv om den langvarige antibiotikakur kan være værdifuld for patienter med kroniske problemer efter en borreliainfektion, er det nødvendigt diskutere fordele og ulemper med patienten inden behandlingen sættes i gang.